Rul ned til indhold

Om Limfjordens Skole

Forestil dig en skole, hvor børn griner, leger, eksperimenterer og dyrker en reel interesse hver eneste dag. Hvor trivsel, tryghed og fællesskab danner rammen for barnets hverdag og lærelyst, og hvor det er nysgerrighed og undret, der motiverer og styrker barnets læring, færdigheder og livsforståelse.

Velkommen til Limfjordens Skole – det frie børne- og ungeunivers.

Vi vil være en skole, der kigger børnene i øjnene og vil dem det allerbedste. Hvor der er få, velkendte voksne og plads til børns forskelligheder. En Skole, hvor børnene elsker at være, og som er et sjovt og udviklende fællesskab i deres børneliv. Vi vil værne om børns iboende nysgerrighed, initiativ og umiddelbarhed, og derfor er vores undervisning fokuseret på proces frem for præstation. Fordi børn ikke lærer ens, og fordi børn ikke skal kunne præcis det samme. Vi ønsker et opgør mod et skoleliv, hvor karakterer og test tager fokus væk fra den meningsfulde læring og interesse.

Limfjordens Skole vil være en ressource for lokalsamfundet i og omkring Nykøbing Mors. Vi vil være en skole, der skaber fællesskab blandt byens børn og unge, deres forældre og byens mange kreative kræfter. 

Limfjordens Skole vil i første omgang tilbyde undervisning fra børnehaveklasse til 4. klassetrin og åbner i sommeren 2026. Skolen vil tilbyde SFO i ydertimerne. Inden for en årrække er det skolens ambition også at tilbyde undervisning til udskolingsklasserne (7. – 9. klasse)

Vedrørende skolepenge:
Vi forventer at placere os omkring landsgennemsnittet, hvilket ligger på 1200 kr. for første barn, 800 kr. for andet barn og 600 kr. for tredje barn. Hertil vil det koste ca. 800 kr. for SFO pr. barn pr. måned. 

Vedrørende skolens placering:
Vi arbejder på højtryk for at finde det helt rette sted til vores kommende skole, og forventer at kunne offentliggøre en placering til efteråret 2025.

Værdigrundlag:
Vores friskole bygger på frihed, fællesskab og faglighed. Vi skaber et trygt og inspirerende miljø, hvor børn lærer med glæde og nysgerrighed. Undervisningen tager udgangspunkt i det enkelte barns styrker og giver plads til medbestemmelse og ansvar. Vi lægger vægt på at udvikle livsduelige og modige mennesker, der kan deltage aktivt i fællesskabet og samfundet.

Læringssyn

Vi tror på, at børn lærer bedst gennem leg, fordybelse, nysgerrighed og praktisk erfaring, og vi ønsker et opgør med den standardiserede indlæringskultur.

Limfjordens Skole prioriterer natur, frisk luft og bevægelse højt. Meget undervisning vil derfor foregå under åben himmel i og omkring byens smukke natur. Vi tror nemlig på, at børns lærelyst blomstrer og fastholdes bedst gennem en sanselig, social, eksperimenterende, praktisk og kreativ tilgang til læring og viden.

På Limfjordens Skole vil du se en veksling mellem traditionelt skoleskema og projektbaseret undervisning. På skolen vil vi prioritere at undervisningen bliver projekt baseret, hvor læring og undervisning er centreret omkring en virkelighedsnær og interessant problemstilling. Emnet undersøges og erfares i en kreativ, sanselig og meningsfuld proces, hvor vi samtidig og naturligt sikrer helt basale færdigheder, som matematik, læsning og skrivning som en integreret del af undervisningen.

Vi tror på, at det giver plads til de gode spørgsmål, fordybelse og barnets eget initiativ. Her opstår viden og erfaring i en løbende proces, og her kan resultaterne godt være alsidige og komplekse. Projektbaseret læring styrker ydermere børns relationskompetencer og sociale færdigheder.

Eleverne vil i høj grad også selv have indflydelse og medansvar i det givne projekts retning og udformning. Den projektbaserede læringstilgang indbyder også til elementer af aldersintegration, hvor elever fra forskellige klassetrin samarbejder om en given problemløsning. Vi tror på, at projektbaseret læring er med til at styrke elevernes nysgerrighed, kreativitet, samarbejdsevner og selvtillid – og dermed i sidste ende højne elevens samlede færdigheder.

Undervisningen vil være procesorienteret frem for præstationsorienteret, hvor evaluering og feedback er individuel og foregår på andre måder end karakter og tests.

Opskrivning

Skriv dit barn op til Limfjordens Skole ved at udfylde nedenstående formular. Der er åbent for opskrivning fra børnehaveklasse til og med 4. klassetrin. 

Vi gør opmærksom, at:
 
Det koster 250 kr. i administrationsgebyr at skrive dit barn op. Gebyret indbetales til: 
 
Bankkonto:
Registreringsnummer: 9133
Kontonummer: 0001016724
(Frøslev-Mollerup Sparekasse)
 
eller 
 
MobilePay: 
22974 (Limfjordens Skoles Støtteforening)
 
OBS: Mærk betalingen med barnets navn!
 
Når vi har registreret din betaling, modtager du en bekræftelse på mail om, at dit barn er skrevet op til skolen. Der er en ekspeditionstid på op mod 14 dage, før du modtager en mail med en bekræftelse på registrering og indbetaling.  
Opskrivning og betaling af administrationsgebyr garanterer ikke en plads på skolen. Limfjordens Skole tilbagebetaler ikke administrationsgebyr såfremt skolen mod al forventning ikke kan åbne. Du får ligeledes ikke gebyret tilbagebetalt, såfremt du vælger skolen fra. 
 
Efteråret før dit barn skal starte på friskolen, vil du blive bedt om at bekræfte dit ønske om en plads på skolen til dit barn. Her vil du blive bedt om at betale et indmeldelsesgebyr. Efterfølgende inviteres I til et møde med henblik på at vurdere, om skolen er det rette tilbud for jer. Kan vi ikke tilbyde dit barn en plads efter betaling af indmeldelsesgebyr, tilbagebetales beløbet. Beløbet tilbagebetales ikke, hvis I selv fravælger skolen.
 
Spørgsmål til ovenstående kan rettes til info@limfjordensskole.dk

Initiativgruppen

Ask Nør Kirkegaard Schlichting
Anne Katrine Østergaard Bull
Louise Breinholt Pedersen
Stephanie Broberg Goldscher Knappe
Casper Frederiksen
Camilla Kirkegaard Schlichting

Initiativgruppen kan kontaktes på info@limfjordensskole.dk

Støt Limfjordens Skole

Vær med til at give Limfjordens Skole den allerbedste opbakning og forudsætning ved at blive medlem af vores støtteforening. Det koster kun 200 kr. om året pr. husstand, og du kan melde dig ind allerede nu:

 

Send 200 kr. via MobilePay til 22974 og mærk betalingen med din email adresse. Så nemt er det!

 

Ønsker du at bidrage til skolen med et større beløb eller anden type donation, er vi naturligvis meget taknemmelige. Vi beder dig venligst kontakte støtteforeningens kasserer Casper Frederiksen på info@limfjordensskole.dk eller på telefon 30 74 75 77

Vedtægter for støtteforeningen

Presse

Pressen bedes kontakte initiativgruppens medieansvarlige Ask Nør Kirkegaard Schlingting på info@limfjordensskole.dk eller på telefon 41 61 22 20

Pressen skriver om Limfjordens Skole:

Nordjyske, 18. april 2024:
“Overvældende interesse for ny friskole.
Interessen for ny, lille byskole langt større end ventet”

KunMors, 18. marts 2024:
“Otte forældre drømmer om at åbne en ny friskole i Nykøbing. 
Limfjordens Skole hedder den og har undertitlen: Det frie børne- og ungeunivers”

Seneste nyt fra Limfjordens Skole

Vi glæder os til snart at kunne dele nyt omkring opstarten af 
Limfjordens Skole & Børnehus i Nykøbing mors. 

Kontakt

Limfjordens Skole

Mail: info@limfjordensskole.dk
Telefon: 41612220 / 30747577

Tilføj din overskrift her